Jobsøger

Når kontoret er lukket

Ting tager måske lidt længere tid, og nogle gange skal der findes alternative måder at løse opgaverne på. Alligevel er de fleste i job med løntilskud en god, stabil og lønsom arbejdskraft, mener 36-årige Ted Sandbech.

 

Foto af ted sandbech

- Når kontoret er lukket, betyder det, at jeg er på ferie.
Sådan beskriver Ted Sandbech sit arbejde som kontorassistent i en karateklub i København. Her varetager han alle kontorfunktioner i et 20-timers job med løntilskud, som han har fået gennem Handicapidrættens Videnscenter. Tre dage om ugen bruger han to timer på at komme frem og tilbage til sit arbejde.
Ted Sandbech er spastisk lammet i højre side af kroppen. Men han har altid selv betragtet sin epilepsi som sit egentlige handicap.
- Jeg føler mig godt tilpas på mit arbejde, og jeg er glad for at have noget væsentligt, der driver mig ud af sengen hver morgen. Jobbets alsidighed og mine fritidsinteresser i skak og det russiske sprog gør tilsammen, at jeg ser mig selv som den travle person, jeg gerne vil være, siger han.
 

Ikke papir på det hele

Inden Ted Sandbech fik sit nuværende job, forsøgte han sig med forskellige uddannelser på RUC og Handelshøjskolen. Trods en periode med alvorlige epileptiske bivirkninger og problemer med forkert medicinering, lykkedes det at gennemføre et regnskabskursus. Det krævede dog en sygeeksamen og lidt god vilje fra underviseren.
- Selvom jeg ikke har eksamenspapirer på det hele, har jeg alligevel en del kundskaber, der gør mig i stand til at løse de opgaver, jeg har i dag, fortæller han.
Og efter seks år i klubben har han efterhånden erfaring med stort set alle de opgaver, han skal løse. - I ni ud af ti tilfælde ved jeg, hvad jeg skal gøre. Ellers er der altid nogen, jeg kan spørge til råds.
Normalt er man ansat på prøve i en måned, før de forskellige parter indgår en aftale om job med løntilskud. Det prøvede Ted i en anden sportsklub, inden han begyndte i karateklubben.
- De forventede, at jeg skulle kunne det hele selv. Jeg sad alene med opgaver, der krævede viden om klubben, som jeg ikke havde haft mulighed for at oparbejde. Den behandling jeg fik, ville ingen have fundet sig i – handicappet eller ej.
 

Hårde og bløde opgaver

Når der kommer kasser med sodavand til klubben, er trænere og forældre gode til at hjælpe med at slæbe varerne op på anden sal, hvor karateklubben har sine lokaler.
- Der er selvfølgelig nogle ting, jeg ikke kan, fordi min ene side er svag. Til gengæld gør jeg nogle andre ting for klubben, siger Ted Sandbech.
Ifølge ham er der nemlig nogle fordele ved den arbejdskraft, som leveres af mennesker som ham.
- Vi er gode til at håndtere de ”bløde” sider af arbejdslivet. Vores erfaringer med at have behov for hjælp, respekt og opbakning har lært os at huske på at vise omsorg for kollegaer og kunder.
Han mener derfor, at flere mennesker med handicap i jagten på et job kunne vægte deres bløde kompetencer i ansøgningen.
- Normalt indleder man jo ikke en jobansøgning med at fortælle om alt det, man ikke kan. På samme måde skal handicappede også fokusere på deres styrker frem for deres begrænsninger, siger han.
 

Må acceptere rammerne

Ted Sandbech lægger vægt på, at folk i job med løntilskud er en arbejdskraft på linje med alle andre mennesker. Til og med en billig arbejdskraft, fordi halvdelen af lønnen refunderes af kommunen.
- Vi sidder jo ikke bare og laver fis og ballade, siger han. - Nogle ansætter en studentermedhjælp til en stilling, som et menneske med handicap kunne bestride. Måske skal man bruge mere tid på at løse opgaverne, men udgiften for virksomheden er den samme eller endda meget mindre. Som ekstra bonus får man ofte en mere stabil medarbejder, mener han.
I løbet af de seks år han har været i klubben, har der været to studentermedhjælpere ansat. De holdt dog hurtigt op igen.
- Det eneste, jeg skånes for i dette job, er den almindelige løn, griner Ted Sandbech. Han fortæller også, at han ikke er helt tilfreds med at se en automatisk kontooverførsel med førtidspension hver måned. Det kunne være rart at tjene sine helt egne penge.
- På den anden side har jeg efterhånden lært, at jeg bliver nødt til at tage hensyn til min epilepsi og derfor må acceptere de rammer, jeg nu kan arbejde indenfor.
 


Til sidens top